>Baeuznyaxs Puryioexin<

 

Det var ikke den værste dag man som politiker kunne blive væk fra et byrådsmøde.

Og måske var det netop derfor, at både borgmester Finn Olesen (S) og Knud Størup (UP) havde valgt at glimre ved deres fravær.

På tirsdagens dagorden var der kun 12 officielle punkter - det laveste i den ny Hjørring Kommunes korte historie.

I stedet for Finn Olesen, der holder ferie, var det første viceborgmester Jens Broen (C), der ledede slagets gang.

Før mødet gik i gang havde han lige en kort kommentar til de andre byrådsmedlemmer.

- Der er ingen grund til at sige så meget, der er ingen sending i dag, sagde den fungerende borgmester med henvisning til at byrådsmødet ikke blev sendt direkte på Info-kanal Hjørring som normalt.

At der ikke er hver dag at Jens Broen er konferencier-ordstyrer til byrådsmøderne, afslørede han et par gange.

På en skærm til venstre for borgmesterens plads kan ordstyreren se, hvem der har markeret, at de har en kommentar.

Men under punktet om overførsel af drifts- og anlægsmidler fra sidste års budget til årets budget var Jens Broen ved at vedtage indstillingen, uden at høre Jens Chr. Larsen (S), selv om han havde trykket sig ind i edb-systemet.

Kort tid senere markerede formand for Kultur- og Fritidsudvalget Michael Karlborg (V), at han tilsyneladende var blevet glemt.

Under punkt fem, som handlede om status for byggeriet af vandhuset Hjørring Park Vendia, opstod der en længere debat, som kan læses andet sted i avisen.

Men først som fjerde person, fik Karlborg lov til at sige noget.

- Plejer det ikke at være udvalgsformanden, der får lov til at starte med at sige noget om punktet, spurgte han.

Efter 55 minutter havde politikerne enstemmigt vedtaget dagens 12 punkter, og Jens Broen kunne ringe mødet af.